Fredericiagade

Fredericiagade er en gade i Nyboder i Indre By i København, der ligger mellem Amaliegade og Rigensgade. Gaden fik sit nuværende navn i 1869 til minde om byen Fredericias rolle i de slesvigske krige 1848-1850 og 1864.

Dele af gaden stammer fra kong Christian 4.'s anlæggelse af de første dele af kvarteret Nyboder i 1630'erne og 1640'erne. Husene fra den tid er for længst er væk, men mellem Gammelvagt og Borgergade ligger der stadig en række toetages Nyboder-huse fra 1750'erne, der i nutiden udgør den sydligste del af Nyboder.

Før gaden fik sit nuværende navn i 1869 bestod den af en række små gader i forlængelse af hinanden, Kokkegade, Nellikegade, Bjørnegade, Kaninlænge og Akademigade, sidstnævnte også kaldet Blancogade. Flere af disse afspejlede de oprindelige navngivningsprincipper for Nyboder med gader opkaldt efter blomster og dyr. Det nye navn skyldtes til gengæld et ønske om at skabe enkelthed ved, at gader i forlængelse af hinanden fik samme navn.

Kokkegade gik fra Rigensgade til kort før det nuværende kryds med Kronprinsessegade. Den lå oprindelig i et område, der var blevet til overs ved opførelsen af Nyboder, og blev i stedet bebygget med en række mindre etageejendomme. De er nogle af de få ejendomme i København fra før bybrandene i 1700-tallet, hvilket er en væsentlig årsag til, at de fik lov at overleve senere tiders saneringer af kvarteret. I stedet blev de restaureret omkring 1980 i omtrent den skikkelse, de havde omkring 1800, og med forskellige farver som på den tid.

Nellikegade gik det næste stykke videre til krydset med den nuværende gade Gammelvagt, en rest fra da Adelgade blev rettet ud i 1870'erne. Langs den nordlige side lå fra 1805 til 1905 Søetatens Hospital, som blev opført af Boye Mogens. Efterfølgende opførtes stadig eksisterende etageejendomme af blandt andet C. W. Christiansen. Også på den sydlige side ligger der etageejendomme.

Bjørnegade gik fra Gammelvagt til Borgergade. På den nordlige side ligger som nævnt en række af de klassiske gule toetages Nyboder-huse fra 1750'erne. På den nordlige side ligger der en række etageejendomme fra slutningen af 1800-tallet. Nr. 51 dækker dog over bygningen Fredericiagården, der blev opført af Foreningen Socialt Boligbyggeri i 1992 med Tegnestuen Virumgård som arkitekt.

Kaninlænge gik fra Borgergade til Store Kongensgade. Her ligger der en række etageejendomme af vidt forskellig alder. En hjørneejendom ved Borgergade er for eksempel fra 1899, mens nr. 44 modsat er opført på et tidspunkt før 1734. På den sydlige side opførtes i 1864 Hindegades Skole efter tegninger af J. A. Stillmann. Skolen blev nedlagt i 1923, da området blev affolket, og i stedet rykkede Sankt Annæ Vester Skole, det senere Sankt Annæ Gymnasium ind. De flyttede til Sjælør Boulevard i 1972, og bygningen huser nu Københavns Kommunes Ungdomsskole.

Akademigade eller Blacogade gik fra Store Kongensgade til Amaliegade. Også her er bebyggelsen af forskellig alder om end med en del etageejendomme fra 1850'erne. Særligt værd at bemærke er dog krydset med Bredgade. På det nordvestlige hjørne ligger Østre Landsret, der har til huse i et barokhus, der oprindeligt blev opført i 1701-1703, antagelig efter tegninger af Johan Conrad Ernst. Bygningen var oprindeligt operahus, men fungerede senere som landkadetakademi, kaserne og midlertidigt hjem for Rigsdagen, før den blev retsbygning. På det sydvestlige hjørne ligger A.N. Hansens Palæ, der blev opført i 1835 af Jørgen Hansen Koch for grosserer A.N. Hansen. På det nordøstlige hjørne ligger Titkens Gård, der blev opført for urtekræmmerlaugets oldermand Niels Titken i 1755, og som stadig står næsten som ved opførelsen.

Om Ny-København

Ny-København, Ny København eller Sankt Annæ By er en stor bydel i København, som opstod, da kong Christian IV fordoblede byen Københavns areal med en udvidelse mod øst. Bydelen afgrænses af Gothersgade, Bredgade, Store Kongensgade og Øster Voldgade. Bydelen blev saneret i 1940'erne og fremstår i dag som en overvejende modernistisk bydel. Navnet lever videre i Sankt Annæ Vester og Sankt Annæ Øster Kvarter(hovedsagelig Frederiksstaden) og i Sankt Annæ Plads. 

 
Først blev Sankt Annæ Skanse anlagt ved indsejlingen til byen fra Øresund i 1627 og fremefter. Dernæst fik kongen omlagt Københavns Østervold, så den ikke længere fulgte Gothersgade, men gik fra Nørregade i forlængelse af Nørrevold til Sankt Annæ Skanse. Også arealerne uden for byen skulle beskyttes, og tre små skanser blev anlagt til dette formål: Ladegården, Ravnsborg og Vartov Skanse. De stod færdige i 1630, mens Østervold tog længere tid, forsinket af Torstensson-krigen.
 
Kongen etablerede i 1647 en fæstningsadministration og under ledelse af rigsråd Axel Urup, fra 1656 Henning Quitzou, blev den ny Østervold færdiggjort under ledelse af to kompetente militæringeniører Georg Hoffmann og Peter Bysser. Bortset fra enkelte detaljer var volden færdigbygget, da Svenskekrigene i 1658 brød ud. 
 
1631-41 blev Nyboder anlagt på det nye, areal, hvor Rosenborg Slot stort set var den eneste bygning. Lystslottet var blevet anlagt fra 1606 og frem uden for byen (og havde derfor sin egen fæstning), men blev nu et slot i byen. Det væsentligste monument i den ny by skulle være rundkirken Sankt Anna Rotunda, som imidlertid aldrig blev bygget færdig.
 
Ny-København var det første væsentlige eksempel på byplanlægning i Danmark i stor skala. Med sine gader i skakbrætmønster adskiller gadenettet i bydelen sig markant fra Middelalderbyens gader anlagt efter behov og tilfældighed. De skrå gader i Nyboder vidner om, at man oprindeligt arbejdede med en stjerneformet byplan med koncentriske gadeforløb, der udgik fra en central plads. Efter at pladsen blev opgivet, blev også de skrå gadeforløb opgivet. Det antages, at ingeniøren og arkitekten Hans van Steenwinckel den yngre var ansvarlig for planerne, men at kongen også spillede en væsentlig rolle.
 
Byplanlægningen bevirkede også, at Gothersgade blev anlagt efter lineal, og at der på en vestlige side opstod nye gader såsom Tornebuskegade og Rosenborggade.

Under Christian IV var Sankt Annæ By det gængse navn, mens Ny-København som navn opstod under Frederik III. Der blev i 1649 udarbejdet en detaljeret plan til bebyggelse af Ny-København; man nåede dog ikke stort længere end til gadernes afstikning, inden Svenskekrigene brød ud. I 1654 beskrev Jens Lauridsen Wolf, at den ny Østervold var færdig, og at Ny-København på dette tidspunkt havde fået sine privilegier.

Først efter svenskekrigene kom der for alvor gang i byggeriet i den nye bydel. Fra 1670 og frem gav Christian V ofte skattefrihed til borgerne i bydelen for at opmuntre til byggeri. Det var da også især i de sidste fire årtier af 1600-tallet, at bydelen blev bebygget. Der var typisk tale om bindingsværkshuse.

Bydelen undslap begge Københavns brande i 1728 og 1795.

Meget få oprindelige huse eksisterer i dag i Ny-København, fordi en omfattende sanering i 1940'erne fjernede stort set alle kvarterets beboelsesbygninger (med undtagelse af Nyboder, der blev fredet i 1944 for at redde kvarteret fra nedrivning). Kvarteret havde på det tidspunkt udviklet sig til det værste slumområde i København.

Planen for saneringen i Adelgade-Borgergade-kvarteret blev vedtaget i Københavns Borgerrepræsentation 26. februar 1942 med hjemmel i Saneringsloven fra 1939, og nedrivningen begyndte 26. juni. På grund af besættelsestidens ressourceknaphed udstedte Handelsministeriet den 28. august forbud mod yderligere nedrivning. 

31. maj 1943 blev Lov om boligtilsyn og sanering af usunde bydele vedtaget, og i 1944 blev nedrivningen genoptaget.
Bebyggelsen af området tog mange år og først omkring 1960 var det udbygget med modernistiske bygninger.

Et af husene fra Ny-København, Møntmestergården fra 1683, findes nu i Den Gamle By.

(Kilde: Wikipedia)